Kultur

Verdens bedste udbytteaktier

Billede
Linnéa Schmidts kærlighed kender ingen grænser. Efter sin succes med bogen ”Derfor elsker jeg udbytteaktier” (anmeldt i Aktionæren nr. 3/2022) udgiver hun nu ”Derfor elsker jeg REITs”, som er en kort og velskrevet guide til investering i særlige amerikanske ejendomsaktier.
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

I  sin nyeste bog samler Linnéa Schmidt tråden op fra sin seneste bog om udbytteaktier. Denne gang handler det om en særlig type ejendomsaktier, REITs (Real Estate Investment Trusts), der muligvis ikke er så kendte i Danmark, men som ifølge Linnéa Schmidt er oplagte at interessere sig for, hvis man som hende er erklæret udbytteinvestor.

Det grundlæggende budskab er det samme som i den tidligere bog: Investering i aktier med højt og stabilt udbytte giver tryghed og sikkerhed, også fordi du som investor helt konkret kan se din formue vokse, når udbyttet kommer ind på din konto. REITs er særligt interessante, fordi de er forpligtet til at udbetale 90 procent af deres overskud til aktionærerne, og i nogle tilfælde udbetaler udbytte hver eneste måned.

Desuden gør de det muligt for mindre investorer at sætte penge i fast ejendom og i lige præcis de sektorer, som den enkelte investor finder interessante. Der eksisterer REITs med fokus på alt fra kontor og boliger til indkøbscentre, plejehjem og forlystelsesparker, og historisk set har afkastet været absolut konkurrencedygtigt.

Ud over at forklare hvorfor og hvordan man investerer i REITs, giver Linnéa Schmidt inspiration til læseren med eksempler fra sin egen REIT-portefølje og fortæller om overvejelserne bagved, og om hvordan du analyserer en REIT. Skatteforhold omtales også: De er heldigvis dejligt enkle, når det gælder amerikanske REITs, da udbytteskatten i USA på 15 procent modregnes fuldt ud i dansk aktieskat.

Et andet stort plus ved bogen er de mange henvisninger til hjemmesider, statistikker og analyseværktøjer, der gør det ligetil for læseren at tage de første skridt ind i REIT-universet.

”Derfor elsker jeg REITS” er skrevet i et let forståeligt sprog og kommer samtidig godt rundt i hjørnerne. Bogen får derfor en varm anbefaling med herfra til både erfarne og mindre erfarne investorer med interesse for udbytteaktier.
 

Linnéa Schmidt: Derfor elsker jeg REITs
Udgivelsesdato: 20. april 2023
Sider: 128
Sprog: Dansk
Pris: 199,00 kr.