Nyhed

Oliefonden får rekordafkast – se de største aktieinvesteringer

Remote video URL
Norges oliefond har lavet det største afkast nogensinde målt i norske kroner. Se oliefondens største aktieinvesteringer her.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

I 2023 tjente oliefonden hele 2.222 milliarder norske kroner. Det svarer til et afkast på 16,1 procent.

Modsat 2022, hvor oliefonden tabte omkring 14 procent, blev 2023 et rigtig godt investeringsår for den norske oliefond, der er verdens største forvalter af aktier.

Læs også:
Thorleif Jacksons afkast runder 3.100 procent: Smider dansk aktie ud af porteføljen

På aktierne, der udgør størstedelen af porteføljen, blev afkastet hele 21,3 procent mens obligationerne gav et afkast på 6,1 procent.

”Det store afkast er et spejlbillede af, at den norske krone er blevet svækket i 2023. Investeringerne i den norske oliefond er nemlig i udenlandsk valuta, der stiger i værdi, når den norske valuta bliver svækket. I sig selv bidrog valutakursudsving med 409 milliarder norske kroner,” skriver seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk i en kommentar til udviklingen i den store norske pengetank.

Klik på tabellen herunder og se oliefondens største investeringer målt i norske kroner per 31.12.2023. Artiklen fortsætter under tabellen.

Billede

Indtægter fra olie og naturgas

Udover at afkastet skæpper godt på bundlinjen, ryger også indtægterne fra olie og naturgas ind i oliefonden. Her har stor eksport af olie og naturgas sendt 711 milliarder norske kroner ind i oliefonden sidste år.

For flere årtier siden valgte nordmændene, at indtjeningen fra olie- og gaseventyret skulle komme fremtidige generationer til gode ved at samle indtægterne i en fond. Blandt andet derfor må de norske politikere kun bruge tre procent af opsparingen hvert år.

En regel, der også er lavet for at undgå en overophedning af den norske økonomi, hvis enorme summer af oliepenge løbende skulle bruges. I krisetider tillader reglerne, at de norske politikere må bruge mere end tre procent af opsparingen. Det skete blandt andet under coronakrisen i 2020.

Tre millioner kroner per nordmand

Ved udgangen af 2023 var oliefondens værdi på 15.765 milliarder norske kroner. For at sætte det i perspektiv, er oliefonden cirka fire gange større end hele den danske økonomi (2022-tal). Alternativt kan man sige, at hver eneste nordmand har omkring tre millioner norske kroner sparet op i oliefonden.

Læs også: Danskernes aktieformuer brager op

”Lige nu lukrerer den norske økonomi på, at der er stor efterspørgsel på olie og naturgas. Mange lande har nemlig vendt ryggen til den russiske olie og naturgas. I stedet har pilen ofte peget på Norge. Det giver den norske økonomi meget store indtægter fra energisektoren i den kommende tid,” skriver Kim Blindbæk.

I år forventer den norske regering, at indtægterne fra energisektoren vil være på knap 860 milliarder norske kroner.

Remote video URL