Analyser

Aktier – lav risiko: Flotte afkast i næsten passiv forvaltet fond

Billede
Billede

Af
Ulrik Dall

Konsulent, cand.polit

Vinderen i kategorien Aktier – Lav risiko er Nordea Invest Global Enhanced. Fonden investerer i aktier over hele verden, og den hører dermed til kategorien af fonde med globale aktier. Det er langt den største gruppe blandt de danske investeringsfonde.

Nordea Invest Global Enhanced er en passivt styret fond, men med mulighed for at fravige automatikken i investeringerne. En passiv forvaltet fond følger slavisk sammensætningen af sit sammenligningsindeks, men i denne Nordea-fond er der indlagt en nødbremse.

Nordea-forvalterne kan fravige dette og udelukke selskaber på baggrund af Nordea Invests egen analyse. Det er ikke noget, fonden gør megen brug af, og sammensætningen af beholdningen ved udgangen af 2023 ligger tæt på indekssammensætningen. Men der er altså en nødbremse, og den kan berolige investorer, der frygter, at markedet kan "gå amok".

Fonden dækker de store aktiemarkeder, og mere end 70 procent af midlerne er investeret i amerikanske aktier – helt i overensstemmelse med markedsværdierne. Europa fylder 17 procent og Japan 6 procent.

Fonden giver således en god tilgang til de selskaber, man som privatinvestor er lidt frygtsom overfor på grund af den aggressive prissætning af disse aktier med P/E-værdier på 50 eller højere.

Hertil kommer så, at fondens status som "næsten-passiv fond" medfører lave løbende omkostninger. I fonden udgjorde de 0,58 procent af midlerne i 2023, hvor omkostningerne i en aktivt forvaltet fond let løber op i 1,50 procent af formuen.

Største positioner
Microsoft • Apple • NVIDIA • Alphabet • Amazon

Oprettet: 2018
Formue 31.12. 2023: 3.673 mio. kr.
Investeringsstrategi: Passiv
Akkumulerende / udbyttebetalende: Udbyttebetalende
Morningstar rating: ✰ ✰ ✰ ✰ ✰
ISIN: DK0060949881
www.nordeainvest.dk

Aktier med lav risiko tæller 65 fonde. Det er i høj grad kategorien globale aktier, der fylder. Den indeholder 43 fonde med lav risiko, mens der er otte fonde med europæiske aktier.

Der er nye fonde på vinderpladserne: Alle fem vindere hører til gruppen med globale aktier som investeringsområde, og det springer i øjnene, at fire af de fem er fonde med en passiv investeringsstrategi, dvs. de følger blot sammensætningen af indekset for globale aktier. Kun Nykredit Invest Bæredygtige Aktier ar en aktivt forvaltet fond.

De senere år har givet meget høje afkast på nogle få teknologiaktier. De har det til fælles, at der er knyttet stærke forventninger til den fremtidige vækst i salg og indtjening, og derfor handles disse aktier til meget høje P/E-værdier, for nogle op til 100! En passiv indeksfond vil indeholde disse aktier, mens omvendt mange porteføljeforvaltere vil afholde sig fra at indlemme disse "dyre" aktier i beholdningen. Det ses, at vinderfeltet har flotte afkast og lave omkostninger i modsætning til fondene i bunden. De tre bundfonde har endog samlet haft negative afkast de sidste tre år, hvor vinderne har flotte afkast. Hertil kommer vindernes lave omkostninger. Høje afkast og lave omkostninger er en kombination, der er svær at hamle op med.